Håndbold uden skader
På U14-holdet i Ry Håndboldklub gør trænerne en særlig indsats for at forebygge skader på pigerne, selvom det er et hold, der bare mødes og spiller for sjov. Som bonus bliver pigerne også bedre til håndbold
Der er mangel på haltider, men skadesforebyggende træning prioriteres alligevel højt i Ry Håndboldklub.
Når U14-pigerne mødes for at spille håndbold hver tirsdag og torsdag bruger de en halv time på at forebygge skader, og det foregår på den lange, smalle gang foran omklædningsrummene. De varmer op, de træner styrke, balance og koordination, og først derefter fortsætter de ind i hallen for at spille håndbold i en time.
»Det kan godt være svært at motivere til forebyggelse på et hold, der bare mødes og spiller for sjov, men der er en klar teknisk gevinst, fordi spillerne bliver stærkere og mere bevidste om deres krop. De kan skyde hårdere og hoppe højere, de bliver bedre til at falde rigtigt, lærer de rigtige bevægelsesmønstre og får bedre kontrol over deres krop, « siger Anneli Sandbæk, der står for den forebyggende træning.
Variation og konkurrencer
For at fastholde pigernes motivation skal den forebyggende træning varieres og tilpasses deres behov.
»Øvelserne skal opleves forskelligt hver gang, så pigerne føler at træning er varieret, selvom det egentlig er de samme ting, de træner,« forklarer Anneli Sandbæk og fortsætter:
»Pigerne er jo konkurrencemindede, så små konkurrencer, hvor det er muligt, giver det lige lidt ekstra, så de synes, at det sjovt.«
Hun sætter flere gange pigerne til at dyste mod hinanden to og to. De løber om kap ned ad gangen, hopper, kravler krabbegang og løber baglæns mod hinanden. Det gælder om at komme først, og af og til bliver armene rakt i vejret som et sejrstegn understreget med et højt 'yes', når det lykkedes.
Frivilligt at deltage
I dag har håndboldholdet lånt en måtte fra gymnastiksalen, fordi gymnasterne ikke brugte den. Og mens træningen står på går Anneli Sandbæk rundt og korrigerer og hjælper. Men der er også plads til ros, når nogen gør det godt. De er fokuserede, men de griner og pjatter sig igennem træningen, og det er tydeligt, at de har det sjovt imens.
»Der kan godt blive meget fjanteri i den alder, og derfor har vi for nylig valgt at gøre det frivilligt om de vil være med til den halve times forebyggelse,« siger Anneli Sandbæk og forklarer, at de ellers kan nøjedes med at møde op til håndbold i hallen.
De fleste piger plejer dog at dukke op, og i dag er 12 ud af 16 piger mødt frem.
Efter træningen indvilliger Mie og Nadia i at vise et par af de øvelser, de har lært:
Kom hele kroppen rundt
For Anneli Sandbæk er det vigtigt, at den forebyggende træning kommer hele kroppen rundt. Det kan også ses i videoen ovenfor, hvor pigerne får trænet hele kroppen og kommer omkring f.eks. knæ, ankler, skuldre og kropsstammen.
Øvelserne er simple og kræver ikke nogen særlige redskaber.
Opdateret 18. januar 2012 Af Gitte IversenEjer: Kommunikationsafdelingen